Spring til indhold

Shelter

En nat i shelter

Et shelter er et læskur af træ med tag, tre vægge og en åben front. Det holder regn og vind ude, men ikke kulden, så du skal stadig sove, som om du lå udenfor.

Find et shelter

De fleste shelters i Danmark ligger i statsskove, kommunale naturområder og ved vandreruter. Naturstyrelsens portal udinaturen.dk har et kort over shelters og andre overnatningssteder med oplysninger om, hvad der er på pladsen: bålsted, vand, toilet og om pladsen kan bookes.

Nogle shelters er frie at bruge efter princippet "først til mølle", andre skal bookes på forhånd, og enkelte koster et mindre beløb. Det står ved pladsen og på kortet.

Hvad skal med?

Underlaget er det vigtigste. Gulvet i et shelter er hårdt og trækker varmen ud af kroppen, også om sommeren. Dertil sovepose, hovedlygte, vand og noget at spise. Se hele pakkelisten.

Et myggenet eller en tynd presenning foran åbningen kan gøre en stor forskel en stille sommernat eller en blæsende efterårsnat. Spænd den kun op uden at skrue, sømme eller save i shelteret.

Når I er flere end shelteret

Et shelter kan ikke reserveres ved at lægge en sovepose i det, medmindre pladsen er booket. Kommer der andre, så ryk sammen. Et shelter til fire kan godt rumme fem, og en aften ved samme bål er ofte en del af oplevelsen.

Bål

  • Brug kun det faste bålsted, og hold bålet lille.
  • Saml kun nedfaldne grene, hvor det er tilladt, eller tag brænde med. Fæld eller knæk ikke levende træer.
  • Tjek, om der er afbrændingsforbud. Ved tørke kan kommunen eller beredskabet forbyde bål, også på faste bålsteder.
  • Sluk bålet helt med vand, før du går i seng og før du tager af sted.

Før du går

Fej shelteret, tag affaldet med, og tjek bålstedet en sidste gang. Den, der kommer efter dig, skal have samme oplevelse, som du selv gerne ville have.